Fangererhvervet i fare for at uddø om 10 år

09. marts 2005 15:03

Folk flygter fra fangererhvervet. Hvis den nuværende tendens fortsætter vil der ikke være flere fangere om 10 år. Det forudser forskeren bag en ny analyse, der har sat fangererhvervet under lup.

Ifølge den nye analyse faldt antallet af erhvervsfangere fra 6500 til 2700 i perioden fra 1993 til 2003. En reduktion på næsten fire tusinde fangere i løbet af blot 10 år.

Det er lektor Rasmus O. Rasmussen fra Institut for Geografi og Internationale Udviklingsstudier på Roskilde Universitetscenter, der står bag analysen. Han er selv overrasket over tallene.

- For mig er det en forbavsende reduktion der er sket. Og fremskriver man tendensen, så er erhvervet væk inden for de næste fem til 10 år, siger Rasmus O. Rasmussen. Den drastiske konklusion vil først og fremmest have som konsekvens at Grønland risikerer at miste sin selvforsyning af fødevarer. En ting der ellers vægtes højt af hjemlige politikere, der opfatter det som skridt på vejen til øget selvstyre. Politikerne ser gerne mængderne af danske svinekoteletter og frosne kyllingevinger i kølediskene erstattet af friskfanget sæl og hvalkød.

En forudsætning er imidlertid, at der kommer nyt blod ind i fangererhvervet. Som det er nu fraråder fangerne selv deres sønner og døtre i at fortsætte i deres spor, påpeger Rasmus O. Rasmussen.

- De har svært ved at anbefale det fordi livsvilkårene er barske og det økonomiske resultat der kommer ud af det er meget begrænsede, siger Rasmus O. Rasmussen.

For at skabe fornyet interesse for fangererhvervet har landsstyret planer om at oprette en fisker- og fangerskole. Her skal man kunne uddanne sig inden for tre retninger: Som fører af et fiskerifartøj, som besætning eller som almindelig jollefisker. Og det bliver fremover et krav at have gennemført uddannelsen for at udøve erhvervet.

I Maniitsoq er formand for jollefiskerne Karl Lyberth umiddelbart skeptisk overfor ideen om en fangerskole. Men han medgiver at fangerne måske kunne lære noget om hygiejne.

- Vi kan måske godt lære noget om renlighed. Men jeg har svært ved at se hvordan man skal lære at kunne spidde en hval, siger Karl Lyberth.

På Hjemmestyrets internetside nanoq.gl kan man læse et sammendrag af den socio-økonomiske analyse.