Faldskærmsspringere har stortræf og landshold undervejs

For første gang skal paraglidere og fritidspiloter fra hele landet mødes til en slags generalprøve på, hvad der kan blive et grønlandsmesterskab "i svævning".
Skrevet af Jette Andersen
05. januar 2014 15:33

Det bliver i Godthåbsfjorden til sommer, og Radioavisen har mødt næstformand i den ene af landets to faldskærmsklubber Maximum Paraglider Sportklub.

- Jeg flyver paragliding, fordi livet er for fedt til andet. Jeg er blevet fuldstændig bidt af det, og siden jeg startede på det, kan jeg næsten ikke tænke på andet, siger Erik Palo Jacobsen, der er så vild med at springe i faldskærm, at han er med til at arrangere det første større paraglider-træf i Grønland. Det bliver til sommer i Qooqqut i Godthåbsfjorden.

- Vi planlægger et arrangement, hvor os paraglidere her i landet skal mødes og dyste for sjov, vi har valgt at flyve inde i Qooqqut, hvor der om eftermiddagen i sommertiden står en fast fjordvind, og der er nogle hytter derinde også. Hele området er godt at paraglide i, siger næstformand i faldskærmsklubben Maximum Paraglider Sportklub, Erik Palo Jakobsen.

Hans klub er én af to klubber i Nuuk, den anden hedder Nuuk Paragliders. Medlemmer fra begge klubber kommer til at svæve rundt i Godthåbsfjorden til sommer, siger han, og han håber, at der kommer folk fra andre steder også.

Erik Palo mærker en god interesser for at hoppe ud ud i og nyde den svævende udsigt, og han tror, at Grønaland en dag kan få sit eget landshold måske.

- Når vi flyver konkurrencer i udlandet nu, så gør vi det under dansk flag. Det er sådan set udemærket, men vi synes, det kunne være endnu finere at flyve under grønlandsk flag. Derfor er vi ved at se på mulighederne for at danne en union for sportsflyvere, siger Erik Palo Jacobsen.

I forbindelse med sit initiativ for at starte en grønlandsk union for sportsflyvning, er han i øvrigt på jagt efter andre i Grønland, der i fritiden flyver med enten paraglider eller mindre fly.