Fabriksarbejdere i klemme

03. april 2006 09:38

SIK’s formand Jess G. Berthelsen frygter, at flere end 500 af hans medlemmer på Royal Greenlands fabrikker kan blive ramt af rejekonflikten.

Uenigheden mellem KNAPK og Royal Greenland om rejepriserne har nemlig betydet, at fiskerne ikke længere indhandler rejer. På Royal Greenlands fabrik i Ilulissat har det haft den konsekvens, at 110 uden arbejde.

Når fryserne rundt omkring på de andre fabrikker efterhånden tømmes for rejer, så vil flere fabriksarbejdere blive sendt hjem. Fagforeningsformanden vurderer, at det vil ske med udgangen af ugen.

Jess G. Berthelsen siger, at han ikke direkte kan blande sig i konflikten mellem KNAPK og Royal Greenland. - Det eneste jeg kan gøre, er at opfordre parterne til, at finde en løsning, siger han.

Desuden opfordrer han sine konfliktramte medlemmer, til at søge behovsvurderet hjælp hos kommunerne.