F-16 styrter over Bretagne - pilot hænger i elledning

Ifølge avis hænger en af to piloter fra styrtet belgisk F-16-fly i højspændingsledning med 250.000 volt.
Et belgisk F-16-fly er styrtet over Bretagne i det vestlige Frankrig. Arkivfoto af fly, der ikke har noget med ulykken at gøre.
Skrevet af Ritzau
19. september 2019 11:47

Et belgisk F-16-fly er styrtet over Bretagne i det vestlige Frankrig. 

Ifølge avisen Ouest-France lykkedes det de to piloter at komme ud af flyet med katapult. Ulykken skete over regionen Morbihan.

Den ene af piloterne ramte på vejen ned i faldskærm en højspændingsledning og meldes tilskadekommet. Piloten skal angiveligt hænge fast med sin faldskærm i en elledning. 

Flystyrtet bekræftes af det belgiske luftvåben ifølge Reuters.

- Piloten og andenpiloten var i stand til at lade sig kaste ud inden det styrtede helt. De blev begge lokaliseret og er i live, hedder det i en erklæring fra den lokale myndighed.

Det siges videre, at den ene pilot blev reddet, mens man stadig var i gang med en operation for frigøre den anden fra højspændingsledningen med 250.000 volt.