I dag færdiggør den 23-årige Ujarak Rosing Petersen som den første sin uddannelse som arktisk ingeniør.
Ingeniøruddannelsen er foregået på Danmarks Tekniske Universitets Center for Arktisk Teknologi, der er opbygget i samarbejde mellem Bygge- og Anlægsskolen i Sisimiut og DTU i Lyngby.
Ujarak Rosing Petersen, der stammer fra Maniitsoq, har været halvandet år på det Arktiske Center i Sisimiut, dernæst et halvt år i praktik hos Rambøll i Nuuk, og til sidst 2 år på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby.
- Da jeg efter GU skulle vælge studie, kom uddannelsen som arktisk ingeniør næsten som en gave fra himlen, fortæller Ujarak.
- Min store interesse er teknik og Grønland, så for mig var det genialt at min interesse for store anlægsopgaver og min lyst til at være med til at udvikle Grønland teknisk, kunne kombineres i én uddannelse.
Grønlands første arktiske ingeniør har lavet sin afgangsopgave om vandkraftværksprojektet ved Tasersuaq Søen i Sisimiut.