Færre penge til højskoler

Der er ikke flere midler på vej til højskoler. Tværtimod, siger naalakkersuisoq for uddannelse Mimi Karlsen.
01. december 2009 13:51

Selv om højskolerne har millionunderskud, truer med lukning og kun har råd til at optage hver tiende elev, der har søgt ind, så skærer Inatsisartut bevillingen ned med 1,4 million kroner i 2011.

- Den økonomiske situation er alvorlig. Og der er allerede fyringer på vej, siger administrationsleder i Sulisartut højskoleat Bjørn Holm.

- Men det er Højskolerne eget ansvar at få orden på deres økonomi. Der kommer ikke flere penge, siger Mimi Karlsen.

Højskolerne er nødt til at konkurrere med hotellerne for at få midlerne til at række.

- Vi udbyder vores værelser til almindelig hotelvirksomhed, hvor folk kan bo, og hvor folk kan holde møder for at kunne betale regningerne. Vi nødt til at være kreative og finde på måder at tjene penge på, siger Bjørn Holm.

Mimi Karlsen mener, at højskolerne må tænke i nye baner, for eksempel nye undervisningsformer baseret på det kulturelle for at lokke flere elever.

Ud af 436 ansøgere til både Qaqortoq og Sisimiut højskolerne blev kun 40 elever optaget, selvom der er plads til i alt 120 elever, hvis der var penge til det.