Færøsk flymonopol brudt

14. maj 2006 17:14

Mandag starter et nyt privat selskab Faroe Jet med at flyve på ruten mellem Færøerne og København. Det nye flyselskab betyder, at Færøernes offentligt ejede flyselskab Atlantic Airways nu igen får konkurrence på ruten. Det skriver RB.

Atlantic Airways der snart skal delvis privatiseres har gennem halvandet år været den eneste operatør på flyruter mellem Færøerne og omverdenen. I oktober 2004 stoppede Maersk Air, der i mange år har fløjet på ruten mellem Danmark og Færøerne, turene til øerne i Nordatlanten.

I alt 932 enkeltpersoner og selskaber står bag en kapital i Faroe Jet på 25 millioner kroner. I starten flyver Faroe Jet frem og tilbage mellem København og Færøerne én gang om dagen. Men i slutningen af juni bliver der to daglige afgange.

Atlantic Airways bliver som sagt snart delvis privatiseret. Færøernes Lagting har nemlig besluttet at sælge 33 procent af aktierne i flyselskabet, der blev stiftet for 18 år siden. Privatiseringen er et led i landsstyrets planer om at lade sine store offentlige foretagender overgå til private hænder.