Fællesskab er vigtigt for hjemløse

09. marts 2006 05:42

Fællesskabet er vigtigt for hjemløse grønlændere i København. Det fremgår af en ny rapport fra Center for Kultur Analyse. Rapporten sætter fokus på den særlige gruppe af socialt udsatte grønlændere og skal bidrage til en øget indsats overfor gruppen.

Ifølge rapporten vælger socialt udsatte og hjemløse grønlændere i høj grad at færdes og bo sammen. Desuden er der en stærk tradition for at sove på sofaen hos hinanden. Det betyder at mange i lang tid kan klare sig udenom systemet. Til gengæld er der stor usikkerhed og utryghed ved den form for husly. Ikke mindst for kvinderne kan løsningen afstedkomme store personlige omkostninger.

Undersøgelsen omfatter i alt 137 hjemløse grønlændere i København. Heraf er 83 er mænd og 54 er kvinder. Udover hjemløshed har gruppen andre problemer som misbrug af alkohol og hash, dårlig fysisk helbred og mangelfuld kontakt til de sociale myndigheder.