For få psykologer på DIH

06. december 2005 12:59

Mens HIV-behandling og -kontrol for grønlandske patienter følger helt de samme regler, som gælder i Danmark, så er mulighederne for f. eks. samtale-terapi i Grønland ringere. Både for HIV-patienter og andre kritisk syge gælder det, at der er mangel på psykologer, siger adm. overlæge ved medicinsk afdeling på Dronning Ingrids Hospital, Karin Ladefoged:

- HIV-smittede bliver behandlet og kontrolleret efter samme retningslinjer som i Danmark. Det vil sige, at patienterne får taget blodprøver med maksimum tre måneders mellemrum og kommer til samtaler også med maksimum tre måneders intervaller.

- Vi har ikke samtale-terapi i grupper, der mødes hver uge. Det har vi ikke haft mulighed for at etablere i Grønland. Det gælder for HIV-smittede som for andre patienter, at der er meget ringe adgang til psykologbistand. Der vil adgangen være lettere i Danmark, siger Karin Ladefoged.