Erhvervsfremstød i Kina

18. maj 2005 11:39

I denne uge indtager Grønland den amerikanske hovedstad Washington – og knap er det løbet af stablen før vores lilleputland stikker hovedet frem igen – denne gang i Kina – verdens folkerigeste nation.

Landsstyreformand Hans Enoksen står i spidsen for en delegation på omkring tyve repræsentanter fra det grønlandske erhvervsliv og det politiske system. De gæster bl.a. Beijing og Shanghai efter invitation fra den kinesiske regering.

Udover landsstyreformanden deltagere landsstyremedlem for erhverv, Johan Lund Olsen i fremstødet i Kina. Der er arrangeret møder med en række højtstående kinesiske politikere – bl.a. den kinesiske vicepremierminister og viceminister for handel og erhverv.

Erhvervslivet møder op med de kendte aktører – fødevareindustrien og turistfolk. Én af de mindre aktører, der møder op i Kina er Nuka A/S. Direktør Tønnes Berthelsen har fundet frem til en række produkter, som han vil koncentrere sig om at finde kunder til blandt Kinas 1,3 milliarder kunder.

-Vi vil satse på nogle af de produkter, som vi i forvejen har her i landet, men som vi har svært ved at sælge i tilstrækkelig mængde her i Grønland: Ammassat, havkat, rødfisk og hajer.

-Kina er jo et umætteligt marked, så jeg forventer i hvert fald at vi kan udvide vores nuværende kundegruppe, så Kina kan være med til at give os nogle flere valgmuligheder, når vi skal sælge vores produkter.

Nuka A/S ser besøget i Kina som en mulighed for at få lidt flere strenge at spille på.

-Vores drømme er ikke store. De fleste af de produkter vi fremstiller, får vi jo afsat i Grønland. Mht. Kina er det marginalprodukterne vi taler om, og hvis vi kan få afsat nogle af dem i Kina til rentable priser, så er vi foreløbig glade for det, siger Tønnes Berthelsen til Radioavisen.