To er fanget efter knivangreb i Paris - undersøges som terror

To er såret ved knivangreb, den ene alvorligt. De sårede arbejder for et undersøgende medie.
Angrebet sker, mens en retssag er gået i gang mod flere af de medskyldige ved det blodige islamiske angreb på Charlie Hebdos kontor i januar 2015. Foto © : Alain Jocard/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
25. september 2020 14:46

To personer er såret under et knivangreb nær satiremagasinet Charlie Hebdos tidligere kontor i Paris, oplyser en kilde i politiet til AFP.

Samtidig kan politiet bekræfte, at to mistænkte er anholdt. Umiddelbart efterforskes forbrydelsen som terror.

De sårede er en kvinde og en mand, der arbejder som journalister for det undersøgende medie Premieres Lignes, oplyser TV-stationen France 2.

- De er blevet såret af en mand, som befandt sig på gaden foran Charlie Hebdos gamle lokaler, oplyser TV-stationen.

LÆS OGSÅ Satiremagasin vil genoptrykke Muhammed-tegninger før retssag

Angrebet sker, mens en retssag er gået i gang mod flere af de medskyldige ved det blodige islamiske angreb på Charlie Hebdos kontor i januar 2015.

Her blev 12 mennesker dræbt - heriblandt flere af Frankrigs mest kendte satiretegnere.

Det er dog ikke officielt bekræftet, om fredagens angreb har relation til det tidligere fra 2015.