Entusiast: Motorcykler skal lovliggøres

10. maj 2006 13:57

Morgentrafikken i de større byer bliver værre og være, men det problem kunne let klares, hvis motorcykelkørsel blev tilladt igen, mener motorcykelentusiasten Henrik Stubkjær.

Første juni 1980 blev der vedtaget en lov i Folketinget om forbud mod indførsel og fremstilling af motorcykler i grønland. Den lov gælder stadig, og det er en diskrimination af motorcyklen, som er et transportmiddel på lige fod med biler og snescootere, mener Henrik Stubkjær.

- Trafikken er i dag ved at bryde sammen af biler. Det må snart være på tide, at politikerne begynder at kigge på en anden type transportmidler til alle de mennesker der sidder i alene i hver deres bil og kører på arbejde om morgenen. De biler kunne blive erstattet af en lille knallert, en scooter eller en motorcykel.

Siger Henrik Stubkjær. I en uvidenskabelig quickpoll-undersøgelse som Radioavisen har lavet via KNR’ s hjemmeside ønsker lidt over halvdelen af stemmerne, at det bliver tilladt at indføre og fremstille motorcykler her i landet.

De motorcykler der kan ses i Grønland stammer helt tilbage fra før første juni 1980, hvor motorcykelforbuddet trådte i kraft.