Ensomme arktiske mænd

21. november 2005 13:57

Mænd i Arktis er ensomme. Der er nemlig flere mænd end kvinder i de små lokalsamfund. Det skriver Nunatsiaq News.

Kvinder fra små bygdesamfund både i Grønland, Alaska, Canada og resten af Norden flygter væk fra deres hjemegn for at uddanne sig eller finde arbejde et andet sted.

Når flere kvinder end mænd forlader bygderne bliver der et overtal af mænd, som så får svært ved at finde en partner.

Fænomenet er beskrevet i den analyse af fangererhvervet, som professor fra Roskilde Universitetscenter, Rasmus Ole Rasmussen offentliggjorde i foråret.

I analysen har Rasmus Ole Rasmussen studeret fangernes vilkår i Grønland, og han fandt blandt andet frem til, at 5 til 10 procent af fangerne har problemer med at finde en kone.

Overalt i Grønland er der ifølge Rasmus Ole Rasmussen fire procent færre kvinder end mænd, og han vurderer, at det samme gør sig gældende i Canada.

I Nunavut er der ingen undersøgelser, der beskriver antallet af mænd i forhold til kvinder, men på Nunavut Arctic College bliver der uddannet flere kvinder end mænd, så det kan tyde på tendensen med de flygtende kvinder også er tilfældet her.

I Alaska viser statistikken for år 2000, at er der et overtal af mænd i de små bygder, hvor der går 113 mænd for hver 100 kvinder.

I en rapport om udviklingen blandt den arktiske befolkning er det også beskrevet, hvordan det er udbredt blandt kvinder at gifte sig med mænd fra områder uden for Arktis.

Tilkaldt arbejdskraft til Arktis er i høj grad mænd, og derfor er det især de lokale kvinder, der gifter sig med mænd udefra.