Enoksen vil ikke kræve selv at informere FN

28. februar 2005 18:35

Hans Enoksen synes ikke det er nødvendigt, at Grønland selv orienterer internationale organisationer som for eksempel FN om hjemlige forhold, ligesom Færøerne vil til at gøre.

I et brev til udenrigsminister Per Stig Møller har den færøske lagmand Joannes Eidesgaard for nylig bedt om, at det i fremtiden bliver Færøernes landsstyre, der på det danske riges vegne besvarer spørgsmål om færøske forhold. Det sker på baggrund af, at Danmark angiveligt har misinformeret FN om blandt andet Færøernes selvstændighedstanker.

Men det er ikke nødvendigt med sådan et tiltag i Grønland, mener Hans Enoksen.

- Der er et godt tillidsforhold mellem landsstyret og dansk regering, så jeg har ingen planer om at skrive til udenrigsministeren, siger landsstyreformanden, og fortsætter:

- Selvfølgelig har vi lært en del af det der er sket, og det er jeg ikke i tvivl om at også den danske regering har, siger han.

I midten af marts måned skal Hans Enoksen mødes med statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvor han håber på at få klarlagt retningslinier for informationen til de internationale organisationer.