To Enoksen-støtter stiller op som næstformænd

10. januar 2005 14:44

Der er foreløbig to bud til posten som politisk næstformand for Siumut. Og begge støtter Hans Enoksen.

Ifølge radioavisens oplysninger trækker den nuværende politiske næstformand Kalistat Lund sig fra posten for at koncentrere sig om at være fuldtidsarbejdende formand for Fælleskommissionen for Selvstyre.

I stedet stiller Siumuts organisatoriske næstformand, KANUKOKA-formand Jens Lars Fleischer op. Han oplyser til radioavisen, at han støtter Hans Enoksens kandidatur til formandsposten.

Som modkandidat får Jens Lars Fleischer et andet hovedbestyrelsesmedlem, nemlig landsstyremedlem for Boliger, Infrastruktur og Miljø, Jens Napãtôq.

- Efter moden overvejelse har jeg besluttet mig for at stille op. Jeg føler jeg har noget at give inden for partiet, og jeg står bag Enoksen, siger Jens Napãtôq.