Siumuts partiformand, landsstyreformand Hans Enoksen, beklager, at Jens Napaattooq har trukket sig som næstformand.
Napaattooqs beslutning blev offentliggjort efter et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde i partiet tirsdag aften. Og politikeren måtte trække sig efter en sag om frås med repræsentationskontoen, mens han var landsstyremedlem.
- Jeg beklager beslutningen, men tager den til efterretning. Og jeg understreger samtidig, at det er Jens Napaattooqs egen afgørelse, siger Hans Enoksen.
Napaattooqs beslutning betød samtidig, at Jonathan Motzfeldt blev valgt som ny næstformand. Og den beslutning er Hans Enoksen glad for.
- Vi arbejder godt sammen til dagligt. Vi er enige om målene i partiet. Og jeg er sikker på, at vi kan fortsætte til næste landsmøde. Jeg håber ikke, at der kommer flere udskiftninger i ledelsen, siger partiformanden.