Enoksen: Havnerenovering op til det ny Landsstyre

19. oktober 2005 15:21

Grønlands havne skriger på renovering.

Men hjemmestyret har kun afsat 15 millioner kroner til at vedligeholde alle havnene langs kysten.

Landsstyreformand, Hans Enoksen siger, at det må være op til det kommende Landsstyre at finde flere penge.

- Vi ved, at havnene trænger til at blive renoveret, og vi har også haft havnene med i prioriteringerne. Men bare ikke som det første. Vigtige områder som boligområdet, socialområdet, børneinstitutioner og skolerenovering er kommet før havnene, siger Landsstyreformand Hans Enoksen.

Ifølge divisionschef i Royal Arctic, John Rasmussen har havnene langs Grønlands kyster et stort behov for renovering. På mange havne er der huller i belægningen, fordi undergrunden glider ud i havet og får belægningen til at kollapse under de tunge containertrucks, der er på havnene.

Hans Enoksen anerkender, at i hvert fald havnene i Nuuk, Sisimiut og Ilulissat trænger gevaldigt til at blive renoveret, hvis der var penge til det.

Landsstyreformanden peger på lån i udlandet som en mulighed for at finansiere den renovering.

- Men sagen kommer altså til at ligge i hænderne hos den nye landsstyre, det er dem der skal afgøre, hvordan finansieringen skal foregå, siger Hans Enoksen.

Han mener, at hvis pengene skal hentes fra landskassen, så vil mange områder komme til at mærke det - for eksempel i byggeriet.