Enoksen afviser misbrug

Skrevet af Karsten Sommer
11. oktober 2005 08:44

Landstingsmedlem Palle Christiansen fra Demokraterne har i fredags fået brev fra landsstyreformand Hans Enoksen.

Palle Christiansen havde i et brev til Hans Enoksen den 27. september, spurgt om han i forbindelse med Siumuts landsmøde i Sisimiut i februar i år, havde brugt midler fra Landsstyrets eller fra andre offentlige repræsentationskontoer.

Og svaret fra Hans Enoksen er klart:

- Jeg har ikke foranlediget at der over Landsstyrets eller anden offentlig repræsentationskonto er afholdt udgifter til repræsentation i forbindelse med Siumuts landsmøde.

Palle Christiansen tager svaret til efterretning.

- Når han siger der ikke ligger nogle bilag på udgifter i forbindelse med det møde, så må det jo passe, siger Palle Christiansen her til morgen til Radioavisen.

Det er netop i forbindelse med Siumuts landsmøde i februar, at tidligere landsstyremedlem Jørgen Wæver Johansen er blevet kritiseret for at have brugt penge fra sin repræsentationskonto.