Enoksen afviser kammerateri

24. maj 2006 14:17

Landsstyreformand Hans Enoksen afviser al snak om kammerateri i forbindelse med organiseringen af den kommende bygdekonference.

Til gengæld lægger landsstyreformanden ikke skjul på at han er vred på sine embedsmænd.

Konsulentfirmaet Toornaq Consulting Aps fik i starten af året en mundtlig aftale på at skulle organisere bygdekonferencen i næste måned.

Men dér gjorde de regning uden vært. For i stedet valgte landsstyret at give kontrakten til konkurrenten Arctic Innovators Aps. som ledes af siumutteren Per Kunuk Lynge. Det har fået Demokraterne til at anklage Enoksen for Siumut-kammerateri.

Landsstyreformand Hans Enoksen afviser anklagen om kammerateri. Han forklarer at hans sekretariat i januar tog kontakt til Toornaq Consulting uden landsstyreformandens vidende.

På det tidspunkt var finansloven ikke godkendt og ifølge Enoksen var det derfor ulovligt at indgå nogle kontrakter. Og Enoksen hævder overfor radioavisen, at hans embedsmænd forsikrede ham om, at det ikke ville koste noget at hæve aftalen med Toornaq Consulting.

Det holdt bare ikke stik. I middagsradioavisen kunne landsstyreformanden høre at Toornaq har fået 80.000 kroner som kompensation.

- Da jeg hørte det i radioen blev jeg meget vred. Mine embedsmænd har udbetalt de 80.000 kroner uden at jeg har godkendt det. Embedsmændene har handlet på egen hånd, siger Hans Enoksen.

Landsstyreformanden har faktisk selv i et skriftligt svar til Demokraternes Lene Knüppel fortalt at Toornaq-aftalen har kostet 80.000 kroner. Alligevel fastholder Enoksen at han ikke kender til det.

Ifølge landsstyreformanden faldt valget på Arctic Innovators fordi konsulentfirmaet havde erfaring fra bygdekonferencen i 2004.

Men Demokraterne synes ikke, det er et sagligt argument.

- Jeg synes, det for tynd en begrundelse. Og jeg synes det ville klæde landsstyret at sende disse opgaver i offentligt udbud, siger Lene Knüppel.

Hun mener det er at foretrække selv om det kan betyde mere fordyrende administration at sende opgaver i licitation.

- Jeg mener man kan undgår mistænkeliggørelse ved at sende opgaver i udbud og jeg mener også at det betyder at vi får den bedst mulige pris, siger Lene Knüppel. Hun vil nu forfølge sagen med flere §36 spørgsmål til landsstyret. Kontrakten på organiseringen af bygdekonferencen lyder på 264.000 kroner.

Hos Toornaq Consulting har man ikke lyst til at kommentere sagsforløbet. Og det har ikke været muligt at træffe Per Kunuk Lynge fra Arctic Innovators for en kommentar.