Endnu en tysker i Vædderens net

10. juni 2005 15:45

Inspektionsskibet VÆDDEREN har igen slået kløerne i et tysk fiskefartøj, som fiskede hellefisk ved Grønlands Østkyst. Det skriver Grønlands Kommando på sin hjemmeside.

I sidste uge gik det ud over det tyske skib Baldvin og i går morges gik VÆDDERENs kontrolhold ombord på det tyske fartøj ”Atlantic Peace”. Her opdagede de at skipperen pakkede flere hellefisk i lasten end han opgav til de grønlandske myndigheder. Helt præcist fandt Grønlands Kommando over 17 et halvt tons flere fisk end der var ført ind i logbogen.

17 et halvt tons hellefisk har en markedsværdi på lige under 300.000 kroner.

Sammen med Politimesterembedet besluttede Grønlands Kommando at sigte skipperen og give ham en bøde på 145.000 kroner plus en opkrævning på de knap 300.000 kroner for de ulovlige fisk. Tilsammen godt 440.000 kroner, som kaptajnen accepterede at betale til statskassen.