Endnu en rapport om reje-snyd

03. oktober 2005 06:53

Endnu en rapport afslører massivt snyd på vægten i rejefiskeriet herhjemme.

- Forvaltningsmyndigheden er utroværdig og ikke i stand til at dæmme op for snyderiet, lyder konklusionen.

Denne gang er det et konsulentfirma fra Odense ved navn Sommer & Ogmundsson I/S der står bag rapporten der – lige som rapporten med anklager illegalt fiskeri – er lavet i april i år.

Den nye rapport konkluderer, at der gennem en årrække har foregået skjult overfiskeri uden at der er blevet grebet ind.

”Der optræder på nuværende tidspunkt i rejeerhvervet en praksis, der har til formål at skjule et uregistreret fiskeri og herved øge råvaregrundlaget for rejefabrikkerne.” står der blandt andet i rapporten.

Konsulentfirmaet konkluderer blandt andet, at den nuværende forvaltningsmyndighed ikke er i stand til at løse problemet og at ”det nuværende forvaltningsregime må betragtes som utroværdigt.”

Forfatterne til rapporten vurderer at hvis der ikke bliver sat en stopper for overfiskeriet, ja så er det højest sandsynligt, at fundamentet for selvbåren økonomi lider skade.

Direktør i Fangst- og fiskeridirektoratet, Amalie Jessen, siger til radioavisen, at man fra direktoratets side stadig arbejder med at vurdere rapportens konklusioner og beregninger.

Amalie Jessen understreger at direktoratets rapport ikke har nogen forbindelse med den hemmeligholdte rapport med anklager om illegalt fiskeri.