En mors sorg

'Hullet i himlen' er titlen på en bog, som er skrevet på baggrund af et gammelt grønlandsk sagn.
Skrevet af Martine Lind Krebs
02. september 2011 08:25

Fortælleren Dorthe Futtrup har selv boet en årrække i Grønland, og det var her hun stiftede bekendtskab med sagnet om det store tab det er, at miste sine børn.

Dorthe Futtrup har gendigtet sagnet om en moder , der mister sine to voksne sønner. Og som i sorg og desperation søger døden og finder her sine drenge. Men hun må erkende at de ikke længere tilhører samme verden, og at hun må leve sit liv færdigt blandt de levende.

- Sådan en sorg kan man ikke rigtigt komme sig over, for den har man med sig. Men det handler også om, at livet faktisk har noget til én, selv om man har så stor en sorg. Men hvordan finder man tilbage igen, når livet har vist sig forfærdeligt?, siger hun til avisen 24Timer.

Men selv om der er tale om en tegneserieudgave, så er det ikke en bog for børn. Ifølge en anmeldelse i avisen 24Timer er billederne ’levende og bevægende, men sort desperation og dansende glæde.’

Bogen udkom 20. august på Forlaget Høst og Søn. Forlaget anbefaler den fra 13 år og op.