En god og en mindre god dag til Martin Møller

21. februar 2005 16:20

Martin Møller er næsten halvvejs igennem VM i langrend, der bliver afholdt netop nu i Tyskland.

Martin Møller startede i torsdags med at løbe en distance på 15 kilometer.

Det gik godt. Her kom han ind som nummer 64 ud af 122.

I går gik så ikke helt så godt. Martin Møller måtte udgå fra 30 kilometerløbet, fordi han blev viklet ind i et massestyrt og brækkede både sine ski og stave.

- Vi startede fælles, og derfor løb vi meget tæt i starten. Det betyder, at når én falder, så tager han en masse med i faldet, fortæller Martin Møller.

Han fortsætter ufortrødent resten af ugen, hvor han skal deltage i to sprint-løb og slutter med en 50-kilometer start på søndag.