Email-storm om fuglebekendtgørelse

09. maj 2005 16:30

For anden gang inden for en uge rykker Direktoratet for Miljø og Natur nu ud med en pressemeddelelse om den omdiskuterede fuglebekendtgørelse. Den seneste meddelelse kommer på baggrund af en masse emails, som er sendt til Hjemmestyret fra fugleinteresserede. Og dét får nu Landsstyret til at melde ud, at de ikke vil ændre på bekendtgørelsen.

Et spørgsmål fra siumutteren Ole Thorleifsen på Landstingets forårsamling omkring arbejdet med at tilpasse fuglebekendtgørelsen har nemlig fået en masse mennesker til at reagere på forlydender om, at fuglebekendtgørelsen skal ændres.

Både en dansk og en engelsk hjemmeside opfordrer til, at sende Hjemmestyret en mail, hvor man skal gøre opmærksom på modstanden mod at fuglebekendtgørelsen ændres. Radioavisen erfarer, at de elektroniske protester især har været stilet til Hjemmestyrets administrerende direktør Kaj Kleist.

I svaret til Ole Thorleifsen lyder det, at Landsstyret er parate til at revurdere fuglebekendtgørelsen, men kun når der foreligger nye oplysninger omkring fuglebestandene.

Landsstyret vil derfor først undersøge konsekvenserne af at ændre bekendtgørelsen på to områder, inden der træffes en beslutning.

De to ændringer, der kan blive tale om, er at personer med erhvervsjagtbevis i Østgrønland skal have lov til at skyde fem edderfugle til eget forbrug og så at det skal gøres lovligt at sælge bifangsten af edderfugle i forårsmånederne.