Sermersooq: Ekstra goder til medarbejdere ansat udenfor Nuuk

I et forsøg på at løse problemet med at ansætte medarbejdere uden for Nuuk, har Kommuneqarfik Sermersooq valgt at give ansatte uden for Nuuk nogle ekstra goder. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Foto © : Simon Uldum
23. januar 2017 07:28

En årlig feriefrirejse, mulighed for motion i arbejdstiden og en årlig inspirationsrejse til Nuuk er nogle af de forbedringer, som økonomiudvalget i Kommuneqarfik Sermersooq har givet til en række faggrupper, heriblandt socialrådgivere, psykologer, og sygeplejersker.

Goderne skal være med til at gøre det lettere for kommunen at ansætte medarbejdere uden for Nuuk.

- Vores erfaringer viser, at det fortsat er en stor udfordring at rekruttere og fastholde kvalificeret personale inden for det sociale område til Tasiilaq, Paamiut og Ittoqqortoormiit, udtaler borgmester Asii Chemnitz Narup (IA) i pressemeddelelsen.

Nuværende ansatte kan dog også glæde sig, da de forbedrede vilkår og gælder for dem. Ordningen er tidsbegrænset til tre år, og den skal evalueres ved udgangen af 2017.

Ordningen indeholder følgende forbedringer:
• Månedlig individuel supervision + gruppesupervision hver anden måned + ekstra supervision i forbindelse med akutte krisesituationer
• En årlig frirejse
• En times fælles motion i arbejdstiden om ugen eller deltagelse i CSR en time pr. uge
• En årlig inspirationstur til Nuuk, faglig sparring med kolleger fra Nuuk eller udvekslingsophold i en dansk kommune, såfremt det lader sig gøre
• Der bliver tilbudt en åremålslignende ansættelse (eventuelt i form af årligt éngangsvederlag)