Eksporten stiger - handelsunderskuddet halveret

22. juni 2006 06:15

Grønlands eksport steg i årets første kvartal med knap 12 procent i forhold til samme periode sidste år, og det betød at underskuddet på handelsbalancen blev halveret. Det oplyser Grønlands statistik.

Stigningen i eksporten skyldes først og fremmest, at der er blevet solgt væsentligt flere rejer og torsk, for priserne har i perioden stabiliseret sig.

Til gengæld er der i årets første tre måneder ikke eksporteret guldmalm, der ellers de sidste to år har givet store eksportindtægter i første kvartal.

Alligevel er den samlede eksport i januar, februar og marts altså steget de 12 procent.

I samme periode er importen også steget, men det er kun med knap 2 procent.

Den udvikling betyder, at underskuddet på handelsbalancen er halveret i forhold til første kvartal i 2005, det er nu på ca 36 millioner kroner.