Politimester: Vi passer på jeres huse
Huse, ejendele og både blev efterladt, da borgerne i Illorsuit og Nuugaatsiaq blev evakueret til Uummannaq.
Politimester Bjørn Tegner Bay kan godt forstå, hvis nogle er urolige for deres efterladte ting. Men, der er ingen grund til bekymring, forsikrer han.
- Der har ikke været nogle problemer overhovedet, siger politimester Bjørn Tegner Bay.
LÆS OGSÅ Sisak qimagussorneqartut atisassaannik nassarluni Uummannamut tikittoq
I forbindelse med flodbølgen ved Karrat Fjord blev borgerne fra Nuugaatsiaq og Illorsuit evakueret. Det skulle gå stærkt, og det betød at beboerne måtte efterlade alt hvad de ejede - tøj, møbler, fangstudstyr og hunde.
Ifølge kommunefoged i Nuugaatsiaq, Mikkel Jeremiassen, er der flere som har ejendele de ikke vil miste, fordi de har høj affektionsværdi. For eksempel en nationaldragt. Eller rifler.
Politiet overvåger de evakuerede bygder, og sørger for hundene på stedet. Og overvågningen går som den skal, oplyser politimesteren:
LÆS OGSÅ Nunaqarfiit inoqanngitsut politiit nakkutigigaat
- Sådan er det også, når man snakker om at folk ikke må komme ind i bygderne og forgribe sig på folks ejendele. Vi har ingen problemer overhovedet, befolkningen er meget forstående overfor politiets opgave, siger politimesteren.
En såkaldt sektorpatrulje overvåger husene døgnet rundt med politikutteren Sisak IV. Og det sker netop for at mindske de evakueredes bekymringer, forklarer Bjørn Tegner Bay.
- Der er jo ikke noget at sige til, at de mennesker med lynets hast er blevet evakueret fra deres boliger har en masse bekymringer. Og der er ingen grund til, at de også skal have bekymringer om hvorvidt der er nogen der passer på deres ejendele. Det er bestemt en vigtig del af beslutningen om at ligge derude med Sisak IV, siger politimester Bjørn Tegner Bay.