To af forlagene er fra Siumut og tre er fra Demokraterne. Fire af forslagene handler om øgede midler til området, eller lempeligere vilkår for ansøgerne. Den sidste handler om en ændring af hjemrejsereglerne. Hvis den bliver vedtaget, betyder det, at forældre eller værger til et barn, der afbryder sit efterskoleophold i utide, selv skal betale for hjemrejsen.
Det første fire handler som nævnt om øgede tilskud til efterskoleophold. For eksempel skal det ifølge Siumuts Ruth Heilmann, være muligt for de ansøgere om efterskoleophold, der har fået afslag, at opnå godkendelse til et efterskoleophold. Det skal kunne gøres gennem ydelse af tilskud, siger hun.
Men en evaluering af grønlandske unges efterskoleophold i Danmark lavet af Hjemmestyret tyder på, at der er problemer, der ikke umiddelbart lader sig løse økonomisk.
Evalueringen viser blandt andet, at den hyppigste årsag til frafald er dårlige sprogkundskaber. Andre årsager er hjemve, svigtende kontaktfamilier, og misbrug af rusmidler.
Og det er oftest eleverne på alment niveau, der må give op under efterskoleopholdet. Faktisk var det mere end hver fjerde i skoleåret 2002/2003, der måtte kaste håndklædet i ringen. Sidste skoleår måtte elleve procent give op.