Dyrt at bruge Tele-Post bankservice

11. februar 2005 13:30

Bor man i en by, hvor Tele-Post driver bankservice, skal man fra 1. februar i år betale 20 kr. i gebyr for at hæve, og op imod 50 kr. for at sætte penge ind på sin konto.

Gebyret er steget med fem kr., efter at Hjemmestyrets servicekontrakt om bankbetjening med Post Greenland udløb sidste år.

Og det har blandt andet ramt frisør Malene Andresen i Paamiut, hvor Tele-Post er den eneste bankmulighed.

Malene Andresen advarer om, at det høje gebyr kommer til at koste hende og andre forbrugere mange penge.

- Jeg er erhvervskunde i Grønlandsbanken og har en checkkonto. Det betyder, at jeg skal give 20 kr. for at sætte penge ind på min konto. Hvis jeg gerne vil vide, hvor meget der står på min konto, skal jeg også betale 20 kr. Og hvis jeg skal hæve på min konto, så koster det 50 kr., siger Malene Andresen, der sætter penge ind på sin konto en til to gange om ugen. Hun har regnet ud, at hun vil komme til at betale over 500 kr. om året, bare ved at sætte penge ind på sin konto.

- Jeg synes, det er alt for dyrt, og jeg overvejer derfor at skifte bank eller at få lavet en anden ordning med Grønlandsbanken, siger Malene Andresen.

Ni byer på kysten, Nanortalik, Narssaq, Paamiut, Aasiaat, Qasigiannguit, Qeqertarsuaq, Uummannaq, Upernavik og Tasiilaq benytter i dag Tele-Post bankservice.