To dræbt ved bilulykke i Nuuk

Skrevet af Karsten Sommer
01. december 2005 11:06

To yngre mennesker blev i aftes klokken lidt over elleve dræbt ved en alvorlig bilulykke på strækningen mellem lufthaven i Nuuk og Qinngorput.

De dræbte er en ung kvinde på 28 år og en 21-årig ung mand. Føreren og endnu en passager, som var henholdsvis 26 og 27 årige mænd overlevede den tragiske ulykke. Den ene af de overlevende behandles stadig for et voldsomt chok.

Omstændighederne bag ulykken er endnu ikke klarlagt endeligt, oplyser politiet.

Men, forklarer stationsleder Bent Heiselberg:

- Der var for det første tale om en udlejningsbil. Føreren, der overlevede, har tilsyneladende kørt for stærkt og derfor mistet herredømmet over personbilen, der endte i venstre side af kørebanen.

Herefter ramte bilen en klippesten, som var frosset fast til jorden.

En af passagererne blev slynget ud af bilen. En anden sad fastklemt og måtte have hjælp fra brandvæsen og politi for at komme fri, forklarer Bent Heiselberg.

Alle familiemedlemmer er blevet underrettet, og der er nu taget blodprøver med henblik på at få fastslået, om nogen af de implicerede i ulykken var spirituspåvirkede.