Dorthe Ivalo Jensen vandt fotokonkurrencen Nunaga

Dorthe Ivalo Jensen fra Sisimiut vandt i dag fotokonkurrencen Nunaga. Det var Kronprins Frederik, der i eftermiddag på Arktisk Institut overrakte præmien, der var en rejse med ophold i Danmark, til den glade vinder. Vinderbilledet er af fire børn på den første skoledag. Tre af børnene ser lidt betuttede ud, mens den fjerde flækker i et stort grin.
Skrevet af Mikkel Bjarnø Lund
28. oktober 2008 15:24

- Jeg sad bare og kiggede på skoleeleverne ligesom alle andre og syntes, at de var søde og modige, og så tog jeg et billede af dem, siger Dorthe Ivalo Jensen. Hun beskriver sig selv som en glad amatør, når det kommer til fotografi.

- Jeg fotograferer nok lidt mere end de fleste, men jeg har ikke nogen teknisk viden om fotografering eller noget. Jeg fotograferer bare på intuition, fortæller hun.

Ingen tvivl om vinderen

I alt var der blevet sendt 1881 billeder ind til konkurrencen. En af dommerne, der har set dem alle igennem, er fotochef på dagbladet Politiken, Per Folkver, og han var ikke i tvivl om hvilket billede, der var bedst.

Nærhed og tilstedeværelse

- Det er et vidunderligt billede, og det adskiller sig også fra de andre, fordi det har en så stor nærhed og tilstedeværelse. Der er ikke noget overflødigt på billedet, ikke noget støj, som ikke hører med til emnet i fotografiet. Det er meget fint komponeret og en fint fastholdt situation fra en begivenhed, som er lidt ud over det sædvanlige, nemlig første skoledag, siger Per Folkver.

Når Dorthe Ivalo Jensen kan være i Danmark til overrækkelsen skyldes det, at hun på forhånd havde fået sin førstepræmie. I morgen skal hun hjem til Grønland og være holdleder for Sisimiuts børnehold ved GM i Taekwondo.