Landsstyre- og Siumut-formand Hans Enoksen skal ikke regne med ubetinget loyalitet fra sin organisatoriske næstformands side. Doris Jakobsen er åben over for, at det kan blive nødvendigt at skifte Hans Enoksen ud, hvis tilstrækkeligt mange afdelinger ønsker det.
Partiafdelingen i hovedstaden kræver, at Enoksen omgående træder tilbage som både parti- og landsstyreformand. I stedet skal Jonathan Motzfeldt forsøge at danne nyt landsstyre. Og der skal desuden vælges en ny formand, mener afdelingen.
- Vi har lige haft landsmøde. Derfor er der ikke tiden at få en ny landsstyre- og Siumutformand, da et flertal har peget på Hans Enoksen. Der er kun én forening, der har henvendt sig, men hvis der kommer flere, er jeg åben over for at tage stilling på ny. Jeg kan godt forstå Siumut-Nuuks kritik, siger Doris Jakobsen.
Nuuk-lokalforeningens formand, Lars-Emil Johansen, anklager Hans Enoksen for at have kastet Grønland ud i en kaotisk situation – senest i forbindelse med farcen om to landsstyremedlemmer, der måtte gå på grund af fråds med repræsentationskontoen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Siumuts politiske næstformand Jonathan Motzfeldt, om han vil påtage sig opgaven at danne et nyt landsstyre.