Donation sikrer udsatte børn sommerferie

16 børn fra Mælkebøttecentrets to institutioner kommer på sommerferie i 14 dage, fordi Greenland Contractors har doneret 275.000 kroner.
Skrevet af Camilla Dam
06. august 2014 10:13

Børnene kommer fra Nuuk og nyder nu godt af gavmildheden i form af et ophold på et dansk feriecenter på Lolland-Falster.

– Børn og unge, der er anbragt i Mælkebøttecentret, har af økonomiske og sociale årsager ikke de samme muligheder for at rejse på ferie som deres jævnaldrende.

– Mælkebøttecentret ønsker at skabe et indholdsrigt liv for børn og unge. De skal opleve glæden ved at være positivt sammen med andre. Med denne donation kan vi give børnene en ferie med gode oplevelser sammen med andre børn og voksne, siger Mælkebøttecentrets direktør Kirsten Ørgaard i en pressemeddelelse.

Et socialt ansvar
Baggrunden for donationen er, at Greenland Contractors udviser social ansvarlighed.

– Omsorgssvigtede børn og unge er et samfundsmæssigt problem, som alle har ansvar for at løse. Vi er en del af fællesskabet, så naturligvis støtter vi op om det lokale samfund og bidrager til at løse de problemer der fylder meget, siger Peter Kofoed.

Greenland Contractors har i forvejen doneret en million kroner til driften af Mælkebøttecenteret.