Overblik: Disse lande sender soldater til Grønland

Efter møde i Washington D.C. onsdag har flere af Danmarks allierede besluttet at sende soldater til Grønland.
Flere NATO-allierede sender soldater til Grønland. Foto © : KNR / Markus Valentin
15. januar 2026 15:35

Mens USA's administration fastholder sit ønske om at overtage Grønland, sender flere europæiske Nato-allierede soldater til Grønland.

Her skal de deltage i den danskledede militærøvelse "Operation Arctic Endurance".

I en pressemeddelelse fra naalakkersuisut fortalte de, at de nye øvelser er en viderebyggelse på sidste års øvelser.

På et pressemøde i Danmark i går havde den danske forsvarsminister samme udlægning.

12. juni fløj franske militærhelikoptere over Nuuk. Senere på måneden besøgte de også Sisimiut og Ilulissat.

Hjemmeværnstropper fra de skandinaviske lande øvede sig i at forsvare Kangerlussuaq tilbage i september som led i øvelsen Arctic Light. Forsvarsstyrken på tværs af de skandinaviske lande fik navnet Jotum Vakt, som referer til den fælles nordiske mytologi om jætterne, der angriber og skal forsvares imod.

Tre dage senere blev der sendt 100 danske soldater til Kangerlussuaq, hvor de skulle lave øvelser.

Og i september deltog skandinaviske tropper sammen med franske og tyske soldater i Nato-øvelsen Arctic Light.

Her trænede soldaterne i luft, på land og til vands. Alt fra beskyttelse af infrastruktur til at øve kamphandlinger ved Indlandsisen i Kangerlussuaq.

Forstærkning kommer efter møde

Ud over landende fra sidste år, så har Finland og Nederlandende meddelt, at også de vil være med i de nye militære øvelser i Grønland.

Landene har meddelt, at de sender forstærkninger til Grønland, efter at Lars Løkke Rasmussen (Moderaterne) og Vivian Motzfeldt (S) onsdag holdt møde med den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, og USA's udenrigsminister, Marco Rubio, i Washington D.C. om netop Grønland.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen fortalte i går, at det selv er op til de forskellige lande at oplyse, hvorvidt de deltager eller ej.

Her er de lande, der sender soldater til Grønland:

  • Sverige: Udstationerer flere officerer i Grønland.
  • Norge: Udstationerer to officerer i Grønland.
  • Tyskland: Sender et rekognosceringshold på 13 personer.
  • Storbritannien: Sender én officer
  • Frankrig: Har udstationeret 15 soldater i Grønland. De får de kommende dage forstærkning til lands, til vands og i luften.
  • Holland: Sender én officer fra flåden til Grønland.
  • USA: Har i forvejen omkring 150 personer udstationeret i Grønland på Pituffik Space Base. Som følge af forsvarsaftalen for Grønland fra 1951 har USA's militær fri adgang til Grønland.

Derfor vil der løbende blive offentliggjort flere lande. 

Sammen med forsvarschefen skal Vivian Motzfeldt (S), naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, i den kommende tid mødes med de Nato-allierede for at forsøge at få flere lande til at bidrage til sikkerheden i Arktis.

Videreførelse af aftale fra oktober

10. oktober sidste år indgik naalakkersuisut en Delaftale 2 til forsvarsforliget, som bygger videre på den første aftale fra 27. januar.

Til sammen er der aftalt at investere 42 milliarder kroner til sikkerheden i Arktis.

På gårsdagens pressemøde fortalte forsvarsminister Troels Lund Poulsen, at Operation Arctic Endurance er en direkte udførelse af Delaftale 2.

- Det, vi offentliggører nu, er, at vi folder den aftale ud, vi lavede i efteråret, sagde forsvarsministeren.

Tiltag i Delaftale 2 om Arktis og Nordatlanten

  • Danmark investerer 27,4 milliarder kroner i forsvaret af Arktis og Nordatlanten. Nogle af tiltagende fremgår herunder.
  • Der skal etableres et nordatlantisk søkabel mellem Grønland og Danmark.
  • Konkret bliver der brugt 2,1 milliarder kroner på droneområdet til bekæmpelse og overvågning.
  • Nye droner skal styrke evnen til at danne et "situationsbillede", når der sker hændelser, hvor Forsvaret støtter lokale myndigheder på Færøerne og i Grønland.
  • Dertil skal der anskaffes to yderligere arktiske skibe og maritime patruljefly.
  • Der skal oprettes et nyt hovedkvarter for Arktisk Kommando i Nuuk.
  • En ny og specialiseret Arktis-enhed oprettes og bliver forankret under Arktisk Kommando.
Kilde: Ritzau/Forsvarsministeriet