Direktør i APK fratrådt øjeblikkeligt

28. marts 2006 18:31

Direktør i Den Grønlandske Havfiskeri og Eksportsammenslutning, APK, Peder Munk Pedersen, er fratrådt sin stilling med øjeblikkelig virkning – og det har ikke været muligt at finde ud af hvorfor.

APK skriver i deres pressemeddelelse, at de ikke ønsker at kommentere afgangen, og formand, Søren Brandt, vil heller ikke fortælle om baggrunden, men siger blot til Radioavisen ”at sådan er det bare”.

Det har ikke været muligt at få fat på Peder Munk Pedersen selv.

Den daglige ledelse i APK vil indtil den ordinære generalforsamling bestå af formandskabet i sammenslutningen, Søren Brandt og Henrik Leth.

Afgangen er, ifølge meddelelsen, sket i gensidig aftale mellem direktionen og bestyrelsen.