Diplomer til modul 1-elever

14. juni 2006 04:56

Det var en flok stolte børn fra 3.klasse på Kangillinnguit Skolen i Nuuk, der i går aftes modtog diplomer for vel gennemført ”yngstetrin” - det første modul af ”Den Gode Skole” – Atuarfitsialak.

Klassetrinnene fra første til tredje klasse udgør det første af 3 moduler i Atuarfitsialaks 10-årige skoleforløb og diplomuddelingen er tænkt som en opmuntringspris til skolebørnene.

Tidligere så man skoleforløbet som ét langt forløb fra første til 11. klasse – mens Atuarfitsialaks ny tredelte modulopdeling tidligt skal give eleverne en ide om hvordan deres skolegang er bygget op og give dem anledning til at evaluere deres egne og klassekammeraternes resultater undervejs i skoleforløbet.

Afdelingsleder i Inerisaavik, Kaali Olsen, fortæller, at det er op til skolerne selv, hvor meget de vil gøre ud af diplomuddelingerne.

På Kangillinnguit Skolen i går aftes samledes børn, forældre og lærere til en lille sammenkomst hvor børnene sang, og fik overrakt deres diplom, som et synligt bevis på at de nu har overstået yngste trin og er klar til næste afdeling af deres skoleforløb.