Digitaliseringsstyrelsen kaprer ny chef hos Air Greenland

Kommunikationskvinde skal stå i spidsen for Digitaliseringsstyrelsen, oplyser Naalakkersuisut.
Katrine Hjelholt Nathaliensen er ny styrelseschef i Digitaliseringsstyrelsen. Foto: Naalakkersuisut Foto © : Naalakkersuisut.
Skrevet af Mathies Hvid Toft
12. marts 2019 15:58

Digitaliseringsstyrelsen har kørt uden en egentlig styrelseschef siden, John Siegstad sagde op for at gå iværksættervejen med Attavik i slutningen af februar.

Den tid er forbi nu. Digitaliseringsstyrelsen, der bl.a. har ansvaret for dele af cybersikkerheden i Grønland, har nemlig hyret Katrine Hjelholt Nathaliensen som ny styrelseschef.

Det oplyser Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

Katrine Hjelholt Nathaliensen kommer senest fra en stilling som kommunikationschef i Air Greenland. Før det var hun kommunikationschef i Kommeneqarfik Seermersoq.

- Digitaliseringsstyrelsen glæder sig over at have fundet en styrelseschef med stor strategisk kompetence og evne til at realisere alle de omfattende opgaver, som Digitaliseringsstyrelsen står over for med Naalakkersuisuts digitaliseringsstrategi, står der i pressemeddelelsen.

Katrine Hjelholt Nathaliensen er kandidat i socialvidenskab med sidefag i kommunikation fra Roskilde Universitet.