DF: For få højtuddannede grønlændere til selvstændighed

14. december 2005 13:04

- Vi vil godt se flere grønlændere på ledende poster, før man får en endelig selvstændighed, siger Søren Espersen (DF). Han understreger at dét også er målet for Dansk Folkeparti. Men han mener, at et af problemerne er, at Hjemmestyret har fokuseret alt for meget på grønlandsk i forhold til danskundervisningen i folkeskolen.

- Man har romantiseret tanken om at realisere selvstyre alt for hurtigt og glemt at det handler om uddannelse, uddannelse og uddannelse, siger Søren Espersen og fortsætter:

- For eksempel har man nedprioriteret dansk i en sådan grad, at de unge, der kommer ned på uddannelse i Danmark er langt svagere end de var for 20-25 år siden, lyder dommen fra Søren Espersen.

Regeringspartiet De konservative mener principielt ikke, at Danmark skal blande sig i områder som Grønland allerede har hjemtaget. Men når det handler om uddannelse er der måske en undtagelse, siger den konservative grønlandsordfører Per Ørum Jørgensen:

- I og med at der er så mange fra Grønland der tager uddannelse i Danmark er det naturligt at vi tager den debat sammen, siger Per Ørum Jørgensen (K).

Han mener, der er en fare ved at kæde sprog sammen med ideologier.

- Man skal passe på at det ikke bliver en ideologi-debat, hvor man for at markere selvstyre og selvstændighed så dropper det danske sprog. Jeg tror faktisk, at det er meget gavnligt for de unge, at de kan tale dansk, når de skal tage en uddannelse i Danmark, siger Per Ørum Jørgensen.