Det sker i Inatsisartut i dag

Inatsisartuts forårssamling 2016 går på hæld. Og i dag fremlægger Naalakkersuisut i henhold til budgetloven sin Politisk-økonomiske beretning.
31. maj 2016 07:27

Her oplyser naalakkersuisoq Randi Vestergaard Evaldsen, at konjunkturudviklingen er vendt efter tre år med tilbagegang. Og spår, at væksten i 2016 vil blive højere end hvad Økonomisk Råd skønnede i september 2015.

IA lægger op til et beslutningsforslag, hvor Naalakkersuisut arbejder på at forbyde deponering af affald i forbindelse med udvinding af uran og andre radioaktive stoffer i Grønland, så befolkningen og miljøet ikke udsættes for fare.

Politikerne skal også behandle ændringer af uddannelsesstøtten, og i samme boldgade skal de også diskutere mulighederne for at oprette en juridisk kandidatuddannelse i Grønland.

Og så skal Inatsisartut også behandle et forslag fra Partii Naleraq om at hvervet som menighedsrepræsentant skal betragtes som et borgerligt ombud og dermed gøre arbejdet til et lønnet arbejde.  

Men naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke Nivi Olsen afviser forslaget, blandt andet med henvisning til, at det vil koste samfundet 11 millioner kroner om året at lønne de 275 medlemmer af landets menighedsrepræsentationer.