Det går den rigtige vej med befolkningens gæld til det offentlige

Gælden toppede i 2011, hvor de samlede offentlige restancer slog rekord med 1,1 milliarder kroner. Men i følge de seneste tal fra oktober i år, er de samlede restancer nu nede på 853 millioner kroner.
Skrevet af Karsten Sommer
19. december 2013 04:10

På kun to år er der dermed sket et fald på cirka 250 millioner kroner, skriver avisen AG.

I mange år gik det ellers kun én vej med borgernes gæld til det offentlige. Den voksede.

På et tidspunkt var det så slemt, at daværende finansminister, Maliina Abelsen fra IA, kunne konstatere, at restancerne hver eneste dag, året rundt, steg med over 200.000 kroner.

- Skyldnerne sender regningen videre til deres medborgere. Det kan vi ikke acceptere, lød det dengang fra Maliina Abelsen.

Det var dog næppe Maliinas formaning, men snarere nye inddrivelsesmetoder, som fik tendensen til at vende.

Chef for Skattestyrelsen, Kim Neumann Nielsen, er af gode grunde tilfreds:

- Den positive udvikling skyldes blandt andet, at vi har iværksat automatiske modregninger, og at vi har mere fokus på området nu, forklarer han til AG.

Samtidig har det også hjulpet at flere er blevet tilmeldt den automatiske betalingsservice PBS, så regningerne automatisk bliver betalt, så længe der er dækning på folks kontoer.

I landets folkerigeste kommune, Sermersooq, har man desuden indført nye metoder overfor skyldnerne.

- Vi vil i fremtiden kommunikere direkte med borgerne via telefoniske henvendelser og indkaldelser til samtaler, siger kommunens økonomidirektør Mette Kessel til AG.