Desperate kommuner råber på hjælp

02. juni 2005 10:18

Kommunerne er desperate efter hjælp til de omsorgssvigtede børn – og hjemmestyret må påtage sig et ansvar. Det er konklusionen på socialchefernes møde i Maniitsoq.

- Hele samfundet bliver nødt til at løfte denne opgave sammen. Ikke mindst fra centralt hold, det vil sige Landsstyret og Landstinget må være med til at løfte, siger Magga Fencker, der netop er blevet genvalgt som formand for kommunernes socialchefer.

Hun efterlyser en forståelse for det arbejde der laves ude i landets kommuner. Kommuner hvor der blandt andet mangler faglært personale, daginstitutioner og boliger.

- Så længe vi ikke har mulighederne for at give borgerne sunde tilbud, så tror jeg ikke vi kommer problemet til livs, siger hun.

Hun opfordrer hjemmestyret til at droppe de dyre prestigeprojekter som anlæg af lufthavne og lønforhøjelser til landstingspolitikerne og i stedet opprioritere og fokusere på samfundets problemer.