Derfor gik Demokraterne mod sælskinds-tilskud

12. december 2005 05:19

Demokraterne var alene om at stemme imod landsstyrets indstilling om et ekstra indhandlingstilskud til sælskind, da finansudvalget i fredags bevilgede i alt 1,6 mio. kr. for resten af 2005.

I en pressemeddelelse forklarer partiet, hvorfor det gik enegang. Det sker med en henvisning til hjemmestyrets økonomidirektorat, der siger at tillægsbevillingen direkte bryder med forudsætningerne for indhandlingstilskuddet på finansloven for 2005. Her var det nemlig forudsat, at parterne skulle udarbejde en aftale, som sikrede at forbruget ikke oversteg bevillingen. Hvis tilskuddet er opbrugt på ni måneder, og fangerne må sælge skindene til markedspris resten af året, betyder det ikke, at de får færre penge, end året før, hedder det i økonomidirektoratets høringssvar, som Demokraterne tilslutter sig.

Partiet lægger desuden vægt på, at finansudvalget allerede 22. september godkendte en tillægsbevilling på 1,3 mio. kr. til indhandlingstilskud til sælskind – ud over de 30 mio. kr. der oprindelig var afsat til hele året. Med den seneste bevilling på 1,6 mio. er der altså i alt bevilget 32,9 mio. kr. i indhandlingstilskud til sælskind i år.

Det fremgår ifølge Demokraterne at Great Greenland A/S har opbygget et stort lager af sælskind, så der ud fra en markedsmæssig betragtning ikke var brug for råvarer resten af året.

Demokraterne slår i pressemeddelelsen til lyd for nytænkning, således at fangerne fremover sikres rimelige levevilkår gennem eksempelvis ”fangerløn” og gives tilbud om omskoling. Erhvervet skal videreudvikles og tilpasses forholdene, så der er god balance mellem fangere, fangstdyr og omsætning, så fangererhvervet kan bestå på et værdigt grundlag, som det hedder i pressemeddelelsen.