Den hurtigste kvinde på fire hjul er død

Amerikanske Jessi Combs forulykkede i en raketbil, da hun forsøgte at køre hurtigere end 823 kilometer i timen.
Den 39-årige racerkører og tv-personlighed, Jessi Combs, døde, da hun forulykkede under et rekordforsøg. Foto © : Phil Mccarten/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
29. august 2019 09:36

Den 36-årige amerikanske kvinde Jessi Combs blev onsdag dræbt i et forsøg på at slå hastighedsrekorden på land.

Combs, der er kendt blandt fans for at være den hurtigste kvinde i verden på fire hjul, forulykkede, da hun i en raketbil forsøgte at slå kvindernes verdensrekord på land, der lyder på 823 kilometer i timen.

Rekordforsøget fandt sted i ørkenen Alvord Desert i staten Oregon, siger det lokale politi i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet AP.

Jessi Combs ville overgå sit eget bedste resultat fra 2013. Ved den lejlighed pressede hun sin specialbyggede racerbil op på 641 kilometer i timen.

I en pressemeddelelse udtrykker Combs' familie sin store sorg.

- Jessis største drøm var at blive verdens hurtigste kvinde på landjorden. En drøm, hun har jagtet siden 2012, lyder det.

- Combs var en af de få med et mod, der kunne gøre drømmen til virkelighed, og hun forlod verdenen, mens hun kørte hurtigere end nogen anden kvinde i historien, skriver familien.