Demonstrationer i Iran mod styrets løgne

Demonstranter i Teheran fortsatte søndag protester mod myndighederne, efter at Irans militær har indrømmet, at det ved en fejl nedskød et ukrainsk passagerfly.
Studerende i Teheran protesterer mod præstestyrets fejlagtige informationer Foto © : Atta Kenare/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
12. januar 2020 15:41
Versionist Mads Lynge

- Myndighederne lyver om, at vores fjende er USA. Vores fjende er lige her, råbte demonstranter, som var samlet uden for et universitet i Teheran.

Nogle demonstranter ødelagde plakater med billeder af Qassem Soleimani, den iranske general, som blev dræbt ved et amerikansk attentat i Bagdad.

Der var meldinger om lignende demonstrationer i andre iranske storbyer.

De studerende råbte "løgnere" og krævede, at de ansvarlige for nedskydningen af flyet træder tilbage og straffes for at forsøge at dække over, hvad der skete.

I to dage fastholdt de iranske myndigheder, at det ukrainske fly ikke var blevet ramt af en iransk raket.