De nordiske lande og selvstyreområderne bør styrke de lokale folkevalgtes rolle i beslutningsprocessen. Også borgerne skal have direkte indflydelse på de beslutninger der tages i nærsamfundet - ikke kun på selve valgdagen - men også mellem valgene. De skal have mulighed for at komme med deres egne forslag, også kaldet medborgerforslag.
Det er nogle af de forslag og anbefalinger, som Nordisk Råds Demokratiudvalget foreslår i en rapport.
Demokratiudvalget blev nedsat i 2004 under det islandske formandskab for Nordisk Ministerråd. Udvalget giver nu sin rapport videre til de nordiske samarbejdsministre. Herhjemme er det landsstyremedlem Josef Motzfeldt, der som samarbejdsminister modtager rapporten.
Blandt konklusionerne i rapporten finder man blandt andet at befolkningens politiske og sociale engagement er i forandring. Valgdeltagelsen er på vej nedad, men forskellene er store mellem landene. Borgernes vilje til at stemme og til at påtage sig politiske poster er dalet. På den anden side deltager borgerne på andre måder i demokratiet, blandt andet i bevægelser og kampagner for enkeltsager.