Demokraterne raser ude i kulden

18. november 2005 10:06

Demokraterne er tilsyneladende sat uden for døren i forhandlingerne om et nyt landsstyre. Partiformand Per Berthelsen føler sig snigløbet af IA og skyder skylden på IAs formand Josef Motzfeldt.

I går eftermiddags gik det op for Demokraterne, at IA havde opmærksomheden rettet mod Siumut og Atassut. For Demokraternes partiformand Per Berthelsen kunne tilsyneladende ikke komme i kontakt med IAs partiformand på mobiltelefonen:

- Så fik jeg bange anelser, og de viste sig at holde stik, siger Per Berthelsen med henvisning til gårsdagens udtalelser fra IAs formand i Qanorooq om, at der er forskel på udmeldinger under og efter en valgkamp.

Per Berthelsen betegner Josef Motzfeldt som ”virkelighedens koleriske Judas” i en pressemeddelelse udsendt her til formiddag.

Demokraterne har hele tiden fastholdt - også efter valget, at partiet ikke ville samarbejde med Siumut. Og partiformanden afviser, at de dermed har afskåret sig fra indflydelse:

- Nej, det mener jeg ikke. Det er et spørgsmål om hvordan man tolker troværdighed, siger Per Berthelsen. Han er ved at indstille sig på at tilbringe endnu en periode i opposition. Partiformanden lover, at Demokraternes syv landstingsmedlemmer bliver ”mareridtenes mareridt” for det kommende landsstyret.

En af de første opgaver partiet vil kaste sig over, er at grave videre i repræsentationskonti for både landsstyre og landsting.