Demokraterne og Atassut: Valg nu!

24. juni 2005 13:44

Oppositionen langer hårdt ud efter landsstyret, efter at Jens Napaattooq torsdag måtte trække sig som landsstyremedlem. Politikeren var nødt til at gå efter Radioavisens afsløringer af hans store overforbrug på repræsentationskontoen.

Atassut kræver, at landsstyreformand Hans Enoksen udskriver valg.

- Der er sket meget i den sidste valgperiode, hvor landsstyrets og landstingets anseelse er blevet direkte skadet. Grønland er et samtaleemne i udlandet, siger partiets fungerende formand, næstformand Finn Karlsen.

Demokraterne er enige i synspunktet.

- I forbindelse med overvejelserne om at indsætte et nyt landsstyremedlem, bør landsstyret overveje at fremrykke det valg, vi skal have senest om halvandet år. Der er foregået mange kritisable ting under denne regeringskoalition, siger partiets formand, Per Berthelsen.

Et valg på denne konto mener Kandidatforbundets formand, Anthon Frederiksen, dog vil være for dyrt.

Han opfordrer i stedet landsstyreformanden til at indføre en streng revision på området.