Demokraterne ønsker debat om isbjørne

28. december 2005 11:01

Den nyindførte kvote på 150 isbjørne, som skal gælde fra næste år, har fået Demokraternes Palle Christiansen op af stolen. Han er blandt andet bekymret for omverdenens syn på Grønland.

-Vi ønsker at starte endnu en debat om vores forvaltning af de levende ressourcer. Vi så, at den var mangelfuld for nar- og hvidhvaler og nu er mønstret ved at gentage sig med hensyn til isbjørne.

Hos Naturinstituttet ser direktør Klaus Nygaard ikke så negativt på de nye isbjørnekvoter:

-Indførslen af kvoter er et vigtigt skridt i bestræbelserne på at sikre en bæredygtig udnyttelse af isbjørnene i Grønland, siger han til Radioavisen.

I dag er der ikke nogen aftale mellem Grønland og Canada om hvordan man forvalter den fælles bestand af isbjørne. Ønsket fra både biologer og en lang række politikere er dog, at man i fremtiden intensiverer samarbejdet om kvoterne.

Det ligger endnu ikke fast, hvor de 150 isbjørne må skydes.