Deltaen er kommet til Grønland

Landslægen oplyser til sermitsiaq.ag, at den smitsomme Deltavariant er fundet i analyser af coronavirus i Grønland
Lang kø til testcenter i Nuuk. Foto © : Malik Brøns / KNR
Skrevet af Christine Hyldal
26. juli 2021 11:34

Det er ikke en stor overraskelse, men nu er det konkluderet: Den smitsomme Deltavariant af coronavirus er i Grønland.

Det oplyser landslæge Henrik L. Hansen til sermitsiaq.ag.

Vaccinerede i Grønland

35.000 har fået mindst det første stik. Det svarer til 62 procent af befolkningen. 

40 procent er færdigvaccinerede. 

38 procent er stadig ikke blevet vaccineret.

Der er i dag kommet svar på en række analyser af coronavirus, og Deltavarianten er blevet fundet blandt prøverne. Landslægen forventer, at han senere på dagen kan oplyse nærmere om, hvor i landet Delta-varianten er fundet, skriver sermitsiaq.ag.

Grønland har lige nu 30 smittede. Smittekurven er skudt hurtigt i vejret i løbet af de sidste tre uger, og lige nu er der udbredt smitte i Upernavik, og i Nuuk og Qaqortoq er der også flere smittede lige nu.

LÆS OGSÅ Èn testet positiv i Nuuk - flypassagerer bliver opfordret til at gå i karantæne

De 30 aktivt smittede er det højeste antal smittede på én gang, siden coronaen ramte Grønland i marts sidste år.

I alt har 92 været smittet.

I blandt andet Danmark er Delta-varianten den mest udbredte variant af coronavirus, og det har den været i hele juli.  

Råd og karantæneregler

Alle borgere opfordres til at begrænse deres kontakt til andre, og holde antallet af nære kontakterne til så få som muligt. Samtidig opfordres alle til at være opmærksomme på symptomer og huske de generelle råd:

  •  Bliv hjemme hvis du har symptomer eller har haft kontakt til en smittet
  •  Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.
  •  Host eller nys i dit ærme.
  •  Undgå håndtryk, kindkys og kram - begræns den fysiske kontakt.
  •  Vær opmærksom på rengøring - både hjemme og på arbejdspladsen.
  •   Hold afstand og bed andre tage hensyn.