Dansk stjernedrys til Sumé-film

Danske filmanmeldere er storbegejstrede over filmen om Sumé, som har premiere i Danmark i dag.
Foto © : Facebook/SUME - Filmen om Grønlands største rockband
16. oktober 2014 06:48

DANMARK: Efter at have været en succes herhjemme har filmen “Sumé - Lyden af en revolution” i dag premiere i de danske biografer. Og der er stor ros på premieredagen fra de danske filmanmeldere.

I de fem største danske dagblade får dokumentarfilmen mellem fire og fem stjerner ud af seks mulige stjerner af anmelderne.

Her bliver bandet blandt andet kaldt  “Elektriske krigere”, “Politiske superhelte” og “Grønlands Gasolin” og bliver til de danske læsere beskrevet som dem, der satte ord på den tidligere danske kolonimagts undertrykkelse og overherredømme af grønlænderne.

Anmelder: Flovt at se filmen

Flere danske anmeldere pointerer, at filmen får en dansk biografgænger til at føle sig flov: Flov over fortidens danske kolonimagt og kulturvask af det grønlandske samfund. Og flov over ikke at kende mere til Grønlands historie i helhed.

Metroxpress’ anmelder skriver: “Der er et par stærke billeder, der godt kan give en klump i halsen, selv om man aldrig har set Grønland på andet end et kort.” 

Mens Informations anmeldelser skriver: “”Sumé - lyden af en revolution’ burde være obligatorisk pensum her i den tidligere kolonimagt. For de fleste af os fatter jo ikke, hvad vi har gjort. Vi forstår ikke omfanget af vores ‘civilisering’ af Grønland.’”

Enkelte anmeldere mener dog, at der mangler lidt i filmen om tiden efter Sumés opløsning for at forstå mere til den politiske historie i Grønland.

Ønsker plader genudgivelse

Anmelderne er dog enige om, at det er en grønlandsk kulturarv, der med filmen bliver foreviget. 

Og faktisk opfordrer Information og Ekstra Bladet til, at Sumés plader blive genudgivet i nutidens lydkvalitet.

Ifølge Information gerne med teksterne oversat. "De bider sig nemlig fast og vier et sjældent indblik i den grønlandske, skadede psyke," skriver avisen.


Anmeldelser:

Jyllands-Posten: 5 ud af 6 stjerner

Berlingske Tidende: 5 ud af 6 stjerner

Ekstra Bladet: 5 ud af 6 stjerner

Politiken: 4 ud af 6 stjerner

Metroxspress: 4 ud af 6 stjerner